Unge pårørende

Unge pårørende

En blog for pårørende

Her på bloggen kan du læse reportager, interviews, debatindlæg og historier udarbejdet af BPUs frivillige og andre pårørende som har ønsket at dele deres historie. Du vil forhåbentlig få mulighed for at hente både inspiration og viden og desuden kunne udveksle erfaringer, tanker og følelser omkring din egen situation i et trygt forum, hvor vi respekterer og passer på hinanden. ♥

Skriv meget gerne til os på bpunettet@gmail.com, hvis du ønsker at bidrage med din egen historie eller på anden vis ønsker at være med. Alle er mere end velkomne!

Portræt af en frivillig

At være pårørendePosted by BPU Mon, May 08, 2017 09:15:53


Hej alle og velkommen tilbage til vores blog.

Da Denne har været nede et godt stykke tid, påbegynder vi nu et nyt koncept: portræt af en frivillig. Denne måned handler det om Røskva Sherman, som både er frivillig og pårørende. God læselyst.

Røskva Sherman er ambassadør for Bedre Psykiatri Ungdom i afdeling København. Her er hendes funktion eksempelvis at tage ud på diverse institutioner og formidle Bedre Psykiatri Ungdoms budskaber og tilbud til pårørende til psykisk sårbare – blandt andet med udgangspunkt i egne erfaringer. Læs med i dette blogindlæg og få et nærmere indblik i Røskvas liv omhandlende, hvordan det har været og er, at være pårørende til en psykisk sårbar samt begrundelsen for hendes dybdeborende engagement i Bedre Psykiatri Ungdom.

Røskva har gennem hele sit liv haft en mor som har været og er bipolar. Da Røskvas mor er et par af tres i dag, var hun da også ung i en tid, hvor der ikke nødvendigvis fandtes så meget fokus på diverse diagnoser og diagnosticering generelt. Af samme grund fik hun da også først sin diagnose sent i livet – faktisk først da Røskva er 10 år gammel – og diagnosen var indtil da blot en selvmedicinering frem for en lægelig diagnose. Yderligere kommer Røskvas mor selv fra en socialt belastet familie og begyndte da også allerede at drikke en del alkohol i en meget ung alder.

Til dagligt kommer moderens diagnose til udtryk ved, at hun er meget præget af humørsvingninger, og dette kan desuden skifte fra minut til minut – Røskva selv beskriver sin mors beregnende grundstemning som værende ustabil, og desuden hendes variabler langt bredere end vores andres normalt ville være.

>> Det skal man lige tage højde for, når man taler med hende og når man er sammen med hende i det hele taget <<

At håndtere moderes diagnose, da Røskva boede hjemme især, kunne nemt blive en belastende opgave

>> Jeg tror bare at jeg fik det der som mange børn der er i sådanne udsatte situationer får. Jeg havde et øje på hver finger, og var meget klar for hvordan fornemmelsen var <<

Røskva beskriver generelt situationen, når hun kom hjem fra skole, med at mærke som det første, i hvilket humør hendes mor var. Dette var bestemt afgørende for resten af dagen i det lille hjem på Christianshavn, som jo på daværende tidspunkt var præget at mange beboerer med diagnoser, som Røskva selv beskriver det – så i miljøet var det måske normalen, ifølge Røskva selv, og det kunne derfor også være endnu mere svært at indse for hende som ung pige, at se det forkerte i det lille hjem, som på daværende tidspunkt kun bestod af de to – mor og datter. Var moderen i dårligt humør, var Røskva ikke i tvivl om det og prøvede at muntre hende op ved eksempelvis at tage opvasken eller at lave kaffe. Men som Røskva selv beskriver det, var der ikke så meget at gøre… Var hun derimod i godt humør, var det bare om at hoppe med på bølgen, som Røskva selv beskriver det.

Noget af det sværeste var da også at være alene om det. Det føltes for Røskva til tider meget ensomt at være i denne situation, og som meget ung – det føltes ikke som normalen. Og det var da heller ikke noget som hun snakkede med andre om. Det ville hun dog ønske i dag, at hun havde gjort, da dette bestemt kunne have gavnet hende psykisk til, at indse, at hun bestemt ikke var alene om det. Røskva mentes faktisk først at indse det abnormale i situationen da hun gik i gymnasiet. Dog mener hun selv, at dette var en del af en forsvarsmekanisme, hvor hun ikke ville indse, at der var noget galt. Først i gymnasiet finder Røskva en god veninde at betro sig til, hvor venindens familie blandt andet tager hendes ind med åbne arme og inden for de seneste par år, er Røskva og hendes søster, som er ni år ældre end Røskva selv, da også begyndt at snakke omkring deres mors diagnose – dog endnu med en vis distance.

>> Det kom sent – det kom rigtig sent <<

Røskva fandt det helt naturligt at bryde det diagnosticerede mønster fra mor til datter, og hun var bestemt bevidst om at skulle kreere et liv for sig selv. Hun påstår da også, at hun måske allerede fra start har været for blød af karakter, til at passe ind i den ellers hårde og kontante tone, som det meste at hendes familie indebar. Røskva omtaler skolen som en automatisk flugt fra det hårde familieliv, og kan nu også se et klart mønsterbrud, da Røskva har meget brug for trygge rammer og strukturerede linjer i hverdagen, hvilket hun bestemt ikke fik i hjemmet som barn.

>> Det var bare helt vildt lækkert det der med at komme i skole klokken otte om morgenen, og så er der ellers bare én som har struktureret, hvad man skal resten af dagen. Så skal man bare slippe tøjlerne, og lære <<

Røskva beskriver den første gang hun var til en psykolog, hvordan alle grænser og barriere blev nedbrudt. Her kunne hun ikke stoppe med at græde i en hel time. Men efterhånden som hun fortalte mere og mere om det, og fik ydermere at vide, at det ikke var noget at skamme sig over, blev det også en del nemmere at konkretisere og håndtere hendes mors diagnose.

>> Det hjalp rigtig meget at tale om det <<

Dog oplevede Røskva angst som efterlev af at åbne op for alle de sammenpresse minder og oplevelser fra mange års hårdt liv. Dette indså Røskva dog, blot var et lille step imod en mere følelsesmæssig og personlig udvikling, som hun da også erkendte ville tage mange år. Da Røskva gik på universitetet, hvor hun læste Social Entrepreneurship, deltog hun i en gruppe med andre, som havde haft nogle lignende oplevelser.

>> Det var helt klart en øjenåbner, at få lov at snakke om egne erfaringer i kontekst med andre folks oplevelser. Det understregede, at jeg ikke var alene, og at der ikke var noget galt med mig <<

Derudover er Røskvas råd til andre pårørende, at sætte sig ind i den pågældende diagnose. Her faldt tiøren nemlig for hende selv, da hun næsten kunne forudsætte moderens symptomer og reaktioner på verdenen samt på hende selv.

Røskvas primære grund til, at hun har valgt at blive ambassadør for Bedre Psykiatri Ungdom i København er, at hun er forarget over, at hun som barn ikke blev mere inddraget i dét som foregik.

>> Jeg manglende lidt én som kunne informere mig om, hvad det var der skete <<


Derfor mener Røskva, at hun kan være med til, at biddrage med den ellers manglende information til de pårørende. Dette mener hun ydermere er den absolut vigtigste faktor inden for emnet om psykisk sårbarhed – når en diagnose bliver stillet, er det altså ikke blot den diagnosticerede som bliver syg, men alle de pårørende også.

Røskvas endelige råd til pårørende til psykisk sårbare er:

>> Bare rolig, det skal nok gå <<



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post10

Ung På Linje/ Ung Online

At være pårørendePosted by BPU Wed, March 02, 2016 09:24:27

Hos Bedre Psykiatri Ungdom har vi samtalegrupper, fordi vi mener, at det gavner at dele sine oplevelser som pårørende til en psykisk sårbar med andre. Og heldigvis er der flere andre samtaletilbud, der deler denne mening med os. Men der er mange måder at dele sine oplevelser og tanker på. Hos Ung på Linje/Ung Online kan du dele alt mellem himmel og jord – også det at være pårørende – helt anonymt hver aften kl. 19-22 alle ugens dage på nær lørdag. I Ung På Linje/Ung Online bliver de både kontaktet af psykisk sårbare og pårørende, og de har derfor anonym kontakt til begge parter, hvilket giver dem muligheden for at se psykisk sårbarhed fra flere forskellige perspektiver.

Vi har bedt projektleder for Ung På Linje/Ung Online Pernille Palm om at fortælle om denne form for samtaletilbud, om hendes egne erfaringer med at være pårørende, og hvorfor hun mener, at det er vigtigt at tale om tingene, at sætte ord på sine tanker, oplevelser og følelser, og hvad det betyder at blive lyttet til.

_____________________ Pernille Palm, Projektleder i Ung på Linje/Ung Online __________________


OM AT VÆRE PÅRØRENDE

Ved Pernille Palm, Projektleder i Ung på Linje/Ung Online, Ungdommens Røde Kors.

NÅR SÅRBARHED ER EN BLIND PASSAGER

Jeg sidder og kigger ud gennem togvinduets ruder og ser Sjællands natur glide forbi, mens InterCity-lyntoget har sat kurs mod vest. Jeg var sent på den, da jeg skulle med toget. Jeg nåede kun lige bussen til Hovedbanegården, løb ind i 7-Eleven for - helt Københavner-kliché-agtigt - at købe en kaffe og en croissant til min lange togtur, spurtede ned ad rulletrappen og hoppede ind i toget. Da jeg fandt min plads i stillekupéen, sad der en ung mand på det yderste sæde, og jeg spurgte ham, om jeg måtte komme ind og sidde ved siden af ham. Han svarede ikke. Han hørte musik. Jeg spurgte ham igen, rigtig pænt, men han svarede stadig ikke. Da jeg spurgte tredje gang uden at få svar, følte jeg mig en anelse ignoreret og kunne mærke en lille knugende fornemmelse af irritation vokse i mig. Fjerde gang svarede han mig, for der havde han opdaget, at jeg talte til ham. Han var blind, eller så godt som blind, fortalte han mig. Av. Hvis han ikke havde svaret mig fjerde gang, havde jeg højst sandsynligt i mit stille sind kategoriseret ham som en flab – uden overhovedet at kende noget til ham. Jeg kunne ikke se, at han var blind. Jeg ville ønske, jeg havde kunnet se det, så jeg kunne have vist mere hensyn og måske lagt en blid hånd på hans skulder for at indikere, at jeg talte til ham.

Jeg sidder og tænker lidt over det her med at være sårbar på en, for mange, usynlig måde. Sådan er det også med psykisk sårbarhed – det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Alle har et eller andet, og nogle har noget, man ikke kan se. Det er vanvittigt svært at vide, hvordan man skal reagere på og håndtere ting, man ikke kan se, og man kan let forfalde til at dømme andre mennesker uden at vide det mindste om dem. For mig er mit møde med den blinde unge mand et ret godt billede på, hvordan det kan være at være pårørende til nogen, der oplever vanskeligheder, man ikke kan se med det blotte øje.

SELVOM MAN IKKE ER RAMT AF PSYKISK SYGDOM SELV, ER MAN STADIG RAMT

Jeg er selv pårørende; både til nogen med alvorlige, fysiske vanskeligheder, men også til nogen, der er psykisk sårbare. Selvom sårbarheden i de to tilfælde består i noget vidt forskelligt, kan jeg mærke, at de følelser, jeg som pårørende oplever omkring det, er de samme. Som pårørende gennemlever jeg et stort repertoire af følelser; nogle følelser, der er vedvarende, men også nogle følelser, der ændrer karakter og udtryk med tiden. Følelser som sorg, bekymring, frustration, håbløshed, afmagt, irritation og en følelse af uretfærdighed. Den mest gennemgående og gennemgribende følelse, jeg oplever som pårørende, er bekymring. En bekymring om min næres liv og fremtid, om vedkommende nogensinde får det bedre, om jeg kan holde til at være den med de bredeste skuldre. Nogle af jer oplever måske de samme bekymringer. Jeg synes, at det kan være svært at finde ud af, hvor meget bekymringen må fylde, og hvordan man får placeret den et sted, hvor den får lov at være tilstede, men uden at fylde det hele og blive altoverskyggende. Jeg har brugt ret meget krudt på at forlige mig med, at bekymringen hele tiden ligger et sted tæt på overfladen, og at det er okay, men også at det er vigtigt ikke at lade den komme op over overfladen hele tiden.

Jeg vil gerne understrege vigtigheden i, at man som pårørende tør tale med andre mennesker om de tanker, man går rundt med; også dem, der kan være tabubelagte. Som pårørende kan man måske ofte føle, at alt skal bæres på ens skuldre, men skuldrene bliver ikke nødvendigvis bredere af den grund. I hvert fald ikke, hvis man ikke formår at passe på sig selv og tage sig tid til at lande på fødderne igen. Som bekendt skal man passe på sig selv for at være i stand til at kunne passe på andre.

Som pårørende til psykisk sårbare kan man måske tænke, at man ikke har lov at være ked af det, fordi det ikke er én selv, det drejer sig om. For mig er det vigtigt at pointere, at selvom man ikke er ramt af psykisk sygdom selv, er man stadig ramt. Det er hårdt at være pårørende, og de følelser man oplever, er også berettigede og skal også tages hånd om.

KORT OM UNG PÅ LINJE/UNG ONLINE – ET SAMTALETILBUD

Som pårørende kan man have tanker og følelser, som man måske ikke nødvendigvis føler, at der er plads til, og det er her Ung På Linje/Ung Online kommer ind i billedet. Ung På Linje/Ung Online kan være det rum, hvor der er plads til alle de tanker og følelser, der ikke er plads til andre steder. Det er et anonymt chat- og telefontilbud til unge mellem 13 og 30 år, og de godt 90 unge, der er frivillige i Ung På Linje/Ung Online, er mellem 20 og 30 år. I dette ung-til-ung-samtaletilbud taler vi med de unge om det, de måtte have på hjerte, stort som småt. Hos os er det den unge, der sætter dagsordenen og vælger, hvad der er centralt for samtalen. Ung På Linje/Ung Online er ikke et rådgivningstilbud, men et samtaletilbud. Forskellen er stor. I Ung På Linje/Ung Online vil vi ikke være eksperter på de unges liv, og vi vil ikke foregive at vide, hvad der er det rigtige at gøre for den specifikke person i den specifikke situation og på det specifikke tidspunkt, de kontakter os. Det er farligt at foregive at vide, hvad der er rigtigt for andre mennesker, og derfor er vores vigtigste opgave at lytte. De unge, der kontakter os, får lov at være eksperter på deres eget liv, og så er vi de samtalepartnere, der aktivt lytter til dem og giver dem rum til at udtrykke deres bekymringer og vanskeligheder.

DER ER MASSER STEDER AT FÅ RÅD – HOS OS FÅR DU RUM

Som pårørende er der mange steder, hvor man kan henvende sig for at få råd og vejledning, heldigvis. Der er også flere steder, hvor man kan finde pjecer med gode råd til, hvordan man som pårørende kan agere overfor den psykisk sårbare. Jeg har gennemtrevlet internettet for at finde alle de gode råd til, hvordan man kan agere i forhold til den psykisk sårbare – og mange af de ting, der nævnes, er nogle jeg har stiftet bekendtskab med i Ung På Linje/Ung Online, når jeg har talt med enten psykisk sårbare selv eller pårørende dertil. Af gode råd kan nævnes det at være god til at lytte, ikke at være berøringsangst og sætte ord på, at sænke ambitionerne og forventningerne, at være tålmodig, at undgå hele tiden at være handlingsorienteret og løsningsfokuseret og at passe godt på sig selv. I Ung På Linje/Ung Online oplever vi både at blive kontaktet af psykisk sårbare og de pårørende, og vi har derfor anonym kontakt til begge parter, hvilket giver os muligheden for at se psykisk sårbarhed fra flere forskellige perspektiver. Du kan derfor både kontakte os, hvis du er psykisk sårbar og ønsker at have en anonym og uforpligtende samtale med et andet ungt menneske, der lytter og ikke tænker i diagnoser eller behandling, men du kan også henvende dig til os, hvis du som pårørende har lyst til en fortrolig samtale om det at være pårørende. Hos Ung På Linje/Ung Online får du ikke flere råd, men et rum til selv at fortælle.

Ung På Linje/Ung Online kan på mange måder være en form for træningsrum. Et sted, hvor du får lov til - måske for første gang - at fortælle om dine bekymringer. Et sted, hvor du kan få lov at ”afprøve” at tale om de ting, der er svære for dig. Det kan også være, at du har været i terapiforløb som pårørende og efterfølgende har brug for en slags udslusning, hvor du taler med nogen, der ikke er en del af din egen omgangskreds.

SAMTALEN ER VIGTIG – AT BLIVE LYTTET TIL ER VÆSENTLIGT

Man hører ofte, at dyb samtale efterhånden hører til sjældenhederne. At samtalen forstummes. En egentlig samtale mellem to mennesker, der aktivt lytter til hinanden. En dialog. Vi har for travlt med at høre på os selv, at tale, kan man antage. På psykologistudiet, hvor jeg studerer, har vi fået at vide, at man skal lytte dobbelt så meget, som man taler. Måske mere. Som pårørende kan man måske have perioder, hvor man kun lytter, og så har man brug for at blive lyttet til. Man må aldrig undervurdere værdien af virkelig at blive lyttet til. Det er f.eks. det, en samtalegruppe i Bedre Psykiatri Ungdom kan, og det er også det, vi kan i Ung På Linje/Ung Online. At lytte til det, du gerne vil fortælle. Man må ikke underkende betydningen af at blive lyttet til på en måde, hvor vedkommende ikke forsøger at styre samtalen eller sidder på spring for at dreje samtalen i en retning, hvor vedkommende kan få lov at fortælle om sig selv. At der ikke er forventninger til, hvilken retning samtalen skal tage, at der er nogen, der er optaget af blot at lytte til det, man fortæller – det er værdifuldt. At blive rigtig lyttet til giver oplevelsen af at blive taget alvorligt.

Besøg Ung på Linje/ Ung Online















  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post6

Komik og depression: Anes fortælling

At være pårørendePosted by BPU Sun, January 24, 2016 12:39:13

Det Store Depressionsshow – Anes fortælling
Ved Marie Hvam

Vi har tidligere bragt en historie om ”Det Store Depressionsshow”. Vi følger nu op med en personlig historie fra den ene af de to komikere, Ane Høgsberg, som fortæller om, hvordan showet var med til hjælpe hende til at bearbejde sin kærestes depression. Samtidig giver hun en værdifuld indsigt i de tabuer, der er forbundet med at være pårørende til en psykisk sårbar person, og hvordan hun med sit show ønsker at bidrage til aftabuisering og en større forståelse for rollen som pårørende.



Efter at have været sammen i tre år begyndte Anes kæreste at få det dårligt. Et stresset arbejdsliv og nedskæring på jobbet betød at han fik en depression. Det er denne depression, som Ane tager afsæt i, i sit standup-show.

Det store Depressionsshow
Ane fortæller, at ideen til showet opstod på baggrund af kærestens depression. Hun er en meget personlig komiker og tager som oftest udgangspunkt i sit eget liv og dagligdag, når hun skal ud og optræde. Det virkede derfor heller ikke unaturligt for hende at lave et show, som tog afsæt i kærestens depression: ”Depressionen fyldte alt i mit liv, og derfor virkede det som en naturlig ting at tage fat i”.

Med showet ønsker Ane blandt andet at problematisere opfattelser af pårørende til psykisk sårbare. Hun mener, at der i samfundet er en tendens til berøringsangst, når det kommer til, hvad man som pårørende kan tillade sig at sige om den psykisk sårbare: Når jeg siger, han er irriterende, så er det jo ikke ham, der er irriterende, det er hele situationen, jeg synes er enormt svær, men det har jo ham, der bliver symbolet på det, og det tabu kunne jeg godt tænke mig, der ikke var så meget af mere”.

Samtidig oplevede Ane, at folk så skævt til hende, fordi hun havde behov for at være væk hjemmefra og samle energi andre steder: ”For mig handle det om at acceptere, at hvis jeg skulle være en god kæreste, så var jeg nødt til at være meget væk hjemmefra”. Det er blandt andet denne fordom om, at man ikke kan forlade den psykisk sårbare, uden at man skal have dårlig samvittighed, hun gerne vil komme til livs. Hun udtaler samtidig, at det netop er denne dårlige samvittighed som betyder, at man som pårørende vælger ikke at tale om, hvordan man har det og hvilke tanker og følelser, man har omkring den psykisk sårbare, da man ikke kan overskue at blive mødt med bebrejdende blikke.

Vi ønsker ikke at gøre grin med nogen
For Ane er koblingen mellem depression og standup meget vigtig. For hvordan kan man overhovedet lave standup om noget som depression? For Ane og Mads var det enormt vigtigt, at psykisk sårbare eller pårørende ikke følte, at man gjorde grin med dem eller udstillede dem. Samtidig er ”Det Store Depressionsshow” for Ane enormt vigtigt, da det er en ny måde at tale om psykisk sårbarhed på. Der er blevet skrevet mange bøger og holdt mange foredrag om emnet, men ingen har nogensinde gået til det med humor: ”Når man griner er paraderne nede, man lytter med hele kroppen og man er mere villig til at tage ting ind”.
Med showet ønsker Ane og Mads at skabe et slags frirum, hvor pårørende og psykiske sårbare kan slappe af og måske få lidt fri fra deres problemer: ”Det skaber sådan et rum, hvor folk slapper sådan lidt af i det. Og forhåbentligt, de mennesker der er ud at se det og som har det rigtig svært, de griner forhåbentligt så meget at de lige har glemmer hvor svært de har det, i en time”. På baggrund af denne tanke har de efter flere shows arrangeret Q&A, hvor publikum får mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer eller fortællinger fra eget liv. Om dette udtaler Ane: ”Man kan mærke at selvom folk sidder sammen med nogle mennesker de ikke nødvendigvis kender, så har du lyst til at stille spørgsmål og komme med sin egen historie, fordi man lige har brugt den sidste time på at være sammen med folk som ”fejler” det sammen som en selv”.

Showet fungerede som terapi
Ane har ikke på noget tidspunkt fået professionel hjælp til at håndtere kærestens depression. I stedet er showet kommet til at fungere som en slags terapi for hende. Hun beskriver, hvordan processen med at få tankerne ud af hovedet, ned på papir, ud af munden og ud til nogle mennesker gav hende mulighed for at sætte ord på sine tanker og følelser: ”Det var som om i det øjeblik, jeg havde sagt det højt på scenen, så var det ikke min oplevelse mere, så var det ligesom noget, jeg delte med publikum”. Gennem sin pårørendefortælling håber Ane på at kunne give andre pårørende en oplevelse af, at de ikke er alene, og at der er andre som har prøvet det samme som dem.

Muligheden for at ændre folks liv
For Ane og Mads er formålet med deres show at få folk til at grine. Men samtidig giver Ane udtryk for, at det ville være fantastisk, hvis showet kunne hjælpe nogen eller ændre noget i folks liv: ”Tænk hvis man kan ændre en persons liv med sin fortælling. Det er ret vildt”.

Anes kæreste ønsker ikke at se showet, da han, som hun selv siger: ”Han havde ikke lyst at se hvor ked af det, hans depression havde gjort mig”. Anes kæreste er dog meget stolt at hende: ”Jeg tror, han er sådan lidt stolt af mig, at jeg kan gøre det, og at vi forhåbentligt kan få nedbrudt tabuet en lille smule”.



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post3

Saras historie: som sårbar og pårørende

At være pårørendePosted by BPU Sun, December 20, 2015 13:04:12

Som 18-årig og nystartet 3.g'er blev Sara Jakobsen Rützou ramt af en svær depression. Sara har ønsket at dele sine tanker, følelser og erfaringer omkring sit forløb og er indehaver af bloggen Lykketyven og foredragsholder omkring sin egen sygdomshistorie. Sara ønsker at skabe forståelse og give indsigt i livet med en psykisk lidelse og derfor spurgte BPU hende, om hun havde lyst til at bidrage med et indlæg til bloggen. Det viste sig, at Sara har oplevet begge sider - at være sårbar selv og pårørende til en sårbar.
Tusind tak til Sara for at dele sin historie!


At opleve begge sider - som sårbar og pårørende


Jeg har aldrig haft så meget brug for omsorg, kærlighed og tålmodighed, som da jeg led af svær depression. Det gjorde jeg i to år, fra jeg var 18 år til 20. Da jeg kort tid efter min raskmelding fik diagnosen bipolar lidelse, tidligere maniodepression, og en overgang følte, at jeg var (døds)dømt til et dårligt liv, havde jeg også meget brug for menneskerne omkring mig. Jeg er nu knap 26 år, velbehandlet og stabil med et godt liv, og selvom jeg ikke længere er afhængig af mine pårørende, betyder de alt for mig.

Dette blogindlæg kommer til at handle om pårørende. Det er et vigtigt emne. Der er to dele eller sider af sagen: At være den, der har brug for pårørende pga sygdom og selv at være pårørende. Jeg kender meget til det første, men det med selv at være pårørende - det er faktisk lidt nyt for mig. Jeg vil fortælle om begge dele så godt, jeg kan.

Da jeg selv led af depression, havde jeg brug for hjælp. Det var både praktisk hjælp, for jeg kunne ikke magte at lave mad eller vaske tøj og mentalt omsorg, hvor jeg igen og igen fik af vide, at jeg nok skulle få det godt igen. Jeg kunne ikke sove alene, så jeg sov enten på en madras på mine forældres soveværelse eller hos min storesøster. Jeg fik også hjælp til at gå i behandling og huske at tage min medicin. Det er individuelt, hvad folk har brug for, men de fleste har brug for noget hjælp og omsorg. Jeg anbefaler, at man spørger ind til det eller lægger mærke til, hvad personen har svært ved. Er der altså beskidt og intet i køleskabet, svinger man støvsugeren og køber ind.

Nogle af mine andre råd til pårørende er, at man ikke skal bebrejde den syge, ikke være berøringsangst, sætte sig ind i sygdommen og aldrig bede personen om at tænke positivt. Det kan lyde lidt abstrakt, så jeg vil også give ét meget konkret værktøj, jeg fik af min psykiater. Det er simpelt og hjælper til at sætte fokus på det positive hver dag - eller rettere det mindst slemme. Om aftenen skal den pårørende nemlig spørge: Hvad er det mindste slemme, der er sket dig i dag? Det kan være svært at svare, men det kan hjælpe at vide, at selvom intet måske var godt, har noget været mindre slemt end andet.

Jeg fik al den omsorg, kærlighed og tålmodig, jeg kunne ønske, men de to år med depression var stadig det værste, jeg nogensinde har oplevet. Det var en frygtelig tid, hvor jeg døgnet rundt følte sorg, frustration og magtesløshed. Jeg var ofte bange for, at jeg ville dø af smerten. Pårørende kan gøre en stor forskel - det ved jeg om nogen - men de kan ikke fjerne sygdommen, og en psykisk lidelse kræver ofte meget og professionel behandling.

Det var nogle af mine tanker om mine pårørende og råd til dem, der sidder derude og gerne vil vide, hvordan de kan hjælpe. Nu vil jeg skrive om noget, der er ret nyt og stadig meget svært.

Jeg er nemlig selv blevet pårørende, for min lillebror på 16 år har fået diagnosen bipolar lidelse. Det er ikke, fordi han er den første, jeg kender med en psykisk lidelse, men han er den første i min tætteste familie, og derudover er han den eneste, der har den samme sygdom som mig.

Jeg blev så ked af det, da jeg fik det af vide. Min frygt var, at han skal igennem de samme ting, som jeg har været. Årene med depression f.eks. og kampen med at forstå sygdommen. Det ønsker jeg ikke for nogle og slet, slet ikke for min familie! Men det skal han ikke nødvendigvis. Han har fået diagnosen tidligt, er startet på medicin og får behandling af min gamle og meget kompetente psykiater. Vores forældre kender til sygdommen, så de kan hjælpe. Han har kort sagt meget andre forudsætninger for sit liv med bipolar lidelse end jeg har haft. Det prøver jeg at huske, og nu har jeg muligheden for at være en god pårørende. Det vil jeg gøre mit allerbedste for at være!

Det kan være svært at leve med en psykisk sårbarhed eller psykisk sygdom, og det kan være svært at være pårørende, men vi kan stadig have et godt liv. Jeg er glad for mit liv nu, og det skyldes i høj grad menneskerne i mit liv: Min store fjollede familie, hvor der er plads til alle og så meget kærlighed, min bedste veninde gennem 17 år, alle mine dejlige veninder og venner og jordens dejligste mand, min søde kæreste, jeg var så heldig at finde for nogle år siden. ♥




  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post2

Når rollerne skifter

At være pårørendePosted by BPU Mon, December 14, 2015 10:28:42

I dette indlæg fortæller to tidligere gruppedeltagere, et søskendepar, deres historie om at være pårørende til en mor med den psykiske lidelse borderline. De har begge foretrukket at være anonyme. Historien er tidligere blevet udgivet i BPUs nyhedsbrev.


Mødet med psykiatrien

I maj 2005 modtog vi et opkald fra et ukendt nummer. Det var en ven af vores mor, som fortalte, at vores mor havde fået en psykose og var blevet indlagt på den lukkede afdeling. Dette var vores andet møde med det danske psykiatrisystem – et system, som vi første gang blev bekendt med som 15-årige, da vores mor forsøgte at tage sit eget liv. Da vi modtog opkaldet, sad den ene af os til et gruppemøde, ti dage før afleveringen af et større eksamensprojekt. Vi var blot 20 år, da vi igen blev mindet om, at en del af vores ungdomsliv ikke kun handlede om at opleve, men også om at få vores familie til at overleve.

Vi tog sammen det første tog til klinikken. I toget prøvede vi at forberede os på mødet: Forestille os, hvad der var i vente, hvordan vi skulle reagere, når vi så hende, hvad vi skulle sige. Skulle vi smile og forsøge at komme med energi eller græde? Skulle vi købe noget med? Manglede hun mon noget? Samtidig fløj en masse billeder og tanker rundt i vores hoveder om den lukkede afdeling og den gruppe mennesker, der opholder sig på den – vi havde ingen idé om, hvad der ventede os.

Da vi ankom til sygehuset, gik vi ned ad den lange kliniske gang for at finde vores mor. Vi blev gradvist mere og mere utrygge ved situationen, da alle, vi mødte på vores vej, var tydeligt psykisk mærkede. Vi fandt vores mor liggende i fosterstilling i en seng med tårerne trillende ned ad kinderne. Hun var gået fra at være en glad og omsorgsfuld person til efter indlæggelsen at ligge i sin seng og græde i dagevis og være angst for selv de mindste daglige gøremål.

Mødet med hospitalspersonalet på den lukkede afdeling var et voldsomt chok for os. Selvom vi var på sygehuset adskillige gange hver dag for at besøge vores mor, var der ingen, der henvendte sig til os eller fortalte os, hvordan vores mor havde det. Vi efterspurgte selv at få en dialog kørende omkring, hvad der var sket med vores mor, og hvordan hun havde det, men vi blev mødt med et svar om, at de ikke havde ressourcer til samtaler med pårørende. Personalets afvisning gjorde, at vi følte os endnu mere fortabte og alene. Kun en enkelt gang blev vi tilbudt en samtale, og det skete udelukkende, fordi vi fortalte vores mor, at vi var urolige for hende, og hun herefter talte med en sygeplejerske, der indvilligede i at holde et lille møde med os alle sammen for at forklare diagnosen, som min mor havde fået stillet. Det var den eneste kontakt, vi havde med personalet.

Da vores mor kom hjem igen, forsøgte hun ad flere gange at opsøge hjælp, men hun blev gang på gang afvist. Det endte med, at vi selv måtte forsøge at ringe til den psykiatriske afdeling for at høre om mulighederne for at kunne få hjælp til vores mor. Den eneste mulighed, som de kunne tilbyde var, at hun kunne tage til den psykiatriske afdeling en gang om ugen. Det vidste vi godt var urealistisk, da det var to timer væk med offentlig transport, og hun led af social angst. Vi endte i stedet med at ”tage over” hvilket indebærer at ringe to gange om ugen for at tale med vores mor om, hvordan hun har det ved eksempelvis at bruge en skala, hvor hun fra 1-10 kan fortælle os, hvordan hun har det.

Behov for ændringer i forhold til pårørendeinddragelse

Dette skete for fire år siden, og der er sikkert sket en del ændringer i systemet sidenhen, men vi synes alligevel, at vores oplevelse illustrerer behovet for udviklingen af nye metoder, indsatser og uddannelse af personale i psykiatrien. Når vi ser tilbage på vores situation, ville det have været ideelt, at personalet, når en pårørende henvender sig, forholder sig mere aktivt og opsøgende. Ved for eksempelvis at spørge om, hvorvidt den pårørende har været på besøg før, tilbyde information om patientens diagnose, forklare de pårørende, hvad der er sket med den indlagte. Men også hvad der kommer til at ske fremover og understrege, at den indlagte nu er i en form for sikkerhed. Det vil få alle parter til at føle sig trygge. Endelig ville det være ideelt, hvis personalet i forbindelse med besøg kunne fortælle én, om patienten har en ”god” dag eller ”dårlig” dag, så man som pårørende er forberedt på, hvilken person man skal møde. Et større fokus på hjælp til og inddragelse af de pårørende ved at understrege de pårørendes rettigheder og oplyse om for eksempel BPUs netværksgrupper ville være ønskværdigt.

Når rollerne skifter – at blive mor for sin mor

I dag har vores mor det meget bedre: Hun arbejder hårdt med sig selv og er begyndt at lytte til sin krop, før det går galt. Hun har dog stadig op- og nedture. Hendes energi svinger ret meget, og vi kan aldrig vide, hvor frisk hun er. Det, at hun stadig er så ustabil, kan være en udfordring i sociale sammenhænge og især under højtider som fødselsdage, juleaften, konfirmationer osv. Julen 2010 var første gang, hvor det for alvor gik op for os, at det nok aldrig ville ændre sig. Her blev rollerne byttet helt om, således at vi nu skulle agere mor overfor resten af familien og være ansvarlige både overfor vores egen mor, men også overfor vores andre søskende. Her oplevede vi for første gang, hvordan vores mors sygdom havde påvirket både vores relation til hende, men også relationen til vores yngre søskende, som vi pludselig skulle agere forældre for. Rollerne var byttet om.

En rutschebane af op- og nedture – og vigtigheden i at værne om sig selv

Vi har ofte tænkt, at vi ville forsøge at sætte nogle grænser for at undgå at blive slået helt af hesten. Dog gik det op for os, at vi, siden vores mor blev indlagt første gang i 2000, har indtrådt i nogle roller, som er meget svære at bryde med. Når vi ser tilbage, skyldes dette mønster nok, at vi troede, at vores mor kun ville være syg for en kort periode, og så accepterede vi, at mange af vores grænser blev brudt for en stund. Vi kørte med i hendes rutschebane af op-og nedture. Opture kan være, når hun endelig finder et sted at bo, hvor hun udtrykker tilfredshed. Så spirer der et håb om, at der nu vil komme ro på tingene, og at vi igen kører op på toppen af rutschebanen, indtil vi får et opkald, hvor hun siger, at hun har opsagt sin lejlighed uden at have et nyt sted at flytte hen. Vi har oplevet, at det er vigtigt, at vi ikke lader os påvirke så meget af disse situationer, at de begynder at tage kontrol over vores liv og vores hverdag. Det skaber meget ustabilitet i hverdagen, at hver gang vores mor ringer, kan det betyde, at alle ens planer, arbejde og skole påvirkes og må ændres – og vi har nu måtte sige fra og mærker efter, om vi kan overskue det, inden vi tilbyder hende hjælp.

Denne rutschebane kan være energidrænende, og vi har med tiden forsøgt at holde os meget stabile i forhold til vores egne liv og ikke lade os påvirke for meget af, hvad hun siger eller gør.

I starten brugte vi næsten al energi og tid på at få vores søskende til at føle, at de havde en stabil familie. Nu er vi nået dertil, hvor vi accepterer, at vores mor er i en anden tilstand, og at vi muligvis aldrig får vores "gamle" mor tilbage. Så vi har måttet acceptere, at rollen som pårørende kan vare hele livet, og at det gælder om at passe på sig selv og ikke miste sig selv i denne rolle. ♥



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post1

Portræt af en pårørende: Helenes historie

At være pårørendePosted by BPU intranet Mon, December 07, 2015 13:22:08

Jeg fortæller det, så folk kan forstå

Som seksårig måtte Helene ofte tage ansvaret for sig selv og sine mindre søskende, da hendes mor lider af angst. Helene blev tit indelukket og trist, og kom derfor i terapi for unge pårørende. I dag mener hun, at det hjælper at være sammen med andre, når man har det svært.


_________________________________________________________________________________

_____________________________Helene og hendes mor_________________________________


Ved Amanda S. Freiesleben

En morgen stod Helene op for at gå i SFO. Hendes mindre søskende skulle i børnehave, og Helene gik derfor ind for at vække sin mor. Men hendes mor ville ikke op. Hun havde nemlig en af de dårlige dage, der gjorde det umuligt at stå ud af sengen. Helene måtte derfor endnu engang tage ansvaret for sine mindre søskende. Sammen med hendes storbror handlede hun ind, så de kunne få en madpakke med, og gjorde sine søskende klar til at komme i børnehave. Helene og hendes søskende gik igen ud af døren, uden deres mor.

”Min mor var ikke rigtigt i stand til at gøre noget, så det var ligesom, om at det var os, der skulle klare det hele selv,” fortæller Helene om det at vokse op med en psykisk sårbar mor.

Jeg var meget ked af det

Helenes mor lider af angst og har derfor ikke kunne være der for Helene i store dele af hendes barndom. Helene bor hos sin mor de første syv år af hendes liv, men da moderen bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, flytter hun hjem til sin far, selvom hun ikke har haft meget kontakt med ham indtil da.

Her begynder et nyt liv uden ansvaret for hendes mindre søskende og syge mor, som hun i en alt for tidlig alder har taget sig af. Helene starter i en ny skole og får nye klassekammerater, men tankerne kredser stadig om hendes mor. Det får Helene til at lukke sig inde i sig selv og skubbe andre væk:

”Jeg var meget ked af det, og det var rigtig hårdt at skulle være væk fra min mor, når jeg var vant til at bo ved hende. Jeg var meget for mig selv, og jeg snakkede ikke rigtigt med nogen. Fordi at jeg var jo så ked af det.”

Min klasselærer var der for mig

Helenes nye klasselærer får hurtigt øje på Helenes indelukkethed og bliver med tiden en tæt kontakt, som er der for Helene i de svære perioder: ”Jeg blev tit ked af det, når jeg snakkede om min mor, og når jeg så andre hygge sig med deres mor og tage ud og shoppe sammen, når jeg ikke kunne det med min egen mor.”

I 7. klasse foreslår klasselæreren, at Helene deltager i gruppeterapi for pårørende til psykisk sårbare, så hun kan tale med andre i samme situation om, hvordan hun har det. Efter at have taget sig mod til, tilmelder Helene sig med hendes fars opbakning et terapiforløb, hvilket får stor betydning for hende.

Terapiforløbet var en tryg ramme

Under terapiforløbet går det hurtigt op for Helene, at der er andre, der har det ligesom hende. De snakker særligt meget om, hvordan de kan undgå at gå og ”blive så kede af det hele tiden,” som Helene siger. En følelse der dog stadig kan komme op i hende i dag.

Det tog tid at åbne op, men terapien var en tryg ramme at starte i. ”Man følte sig meget tryg, når man vidste, at den der sad overfor havde oplevet det samme,” fortæller Helene. Hun fik derfor trænet, hvordan hun kunne snakke om hendes mor uden at blive ked af det hver gang.

Tal åbent om det

Det at tale åbent om sygdommen og hendes mor, var noget Helene lærte igennem terapiforløbet. Derfor forsøger Helene heller ikke at undgå at tale om sin mor i dag.

”Jeg fortæller det, så folk kan forstå, hvorfor jeg nogen gange reagere, som jeg gør. Nogen gange kan jeg for eksempel bare blive sur over ingenting. Hvis jeg kommer til at tænke tilbage på et minde, så kan jeg også blive rigtig ked af det lige pludselig – og så er det rart, at folk de ved hvorfor.”

Helene mener, at det er vigtigt at fortælle mennesker omkring sig, at man er pårørende til en psykisk sårbar, så andre ved hvorfor man reagere anderledes på nogle ting. Man kan for eksempel pludselig blive rigtigt ked af det eller gå og bekymre sig meget. Det bliver nemmere for ens omgangskreds at forstå og hjælpe, hvis de kender årsagen.

Jeg må godt være sur på min mor

Inden terapiforløbet gav Helene ikke sig selv lov til at blive sur på hendes mor, men kunne i stedet finde på at give sig selv skylden for hendes mors angst.

”Jeg havde det sådan, at jeg kunne aldrig nogensinde være sur på min mor, fordi hun måtte bare ikke blive ked af det. Jeg var bange for at gøre hendes angst værre.” Men i terapiforløbet lærte Helene, at det er okay at være sur eller irriteret på sin mor, selvom ens mor lider af en psykisk sygdom og kan være skrøbelig. ”Men man må acceptere, at det er sådan, det er,” siger Helene, og ikke gå og være bange for at såre sin mor eller være skyld i hendes angst. For angsten vil altid være der hos hendes mor, lige meget hvad Helene gør.

Vi har et tæt bånd

I dag er Helene og hendes mor meget tætte. De snakker om alt, og Helene er ofte på besøg hos hendes mor og mindre søskende.

”Vi snakker meget sammen. Hun har stadig sin sygdom i dag, men hun kan sagtens komme lidt ud. Jeg synes, vi har et meget tæt bånd i forhold så mange andre. Vi kan snakke om alting. Det er det der med; at når man har haft en mor, som har været syg hele livet og ikke altid har kunnet være der for en, så når hun er der, så er hun der bare ekstra meget!”

Opmærksom og omsorgsfuld

Det at vokse op med en psykisk sårbar mor, har ikke kun gjort Helene mere selvstændig og moden end andre på hendes alder. Helene forklarer også, at hun har nemmere ved at se, hvordan andre mennesker har det. Helene har hele sit liv skulle aflæse hendes mors humør og tilstand, hvilket har givet hende evnen til at være mere opmærksom på andres humør og følelser. Det har gjort Helene til en meget omsorgsfuld person, der er fast besluttet på at være der for hendes venner og bekendte, fordi hun netop ved hvordan det er at blive svigtet: ”Jeg har det sådan, at jeg vil altid være der for alle andre, lige meget hvem det er.”

”Det hjælper at være omkring andre mennesker, når man har det dårligt”

I dag bor Helene for sig selv. Hun har taget turen fra Sjælland til Fyn for at studere på Søfartsskolen i Svendborg. Men hun har stadig kontakt til nogle af de andre, der deltog i terapiforløbet, og de bruger fortsat hinanden til at tale om både de udfordringer og de gode oplevelser, de har som pårørende.

”Det bedste man kan gøre er jo bare at være sig selv og komme ud og lave nogle ting og ikke sidde fast derhjemme, fordi man tror at det hjælper. Det hjælper at være omkring andre mennesker, når man har det dårligt,” fortæller Helene mig, inden vi siger farvel.

____________Helene er i dag 18 år gammel og går på Søfartsskolen i Svendborg______________


  • Comments(1)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post0