Unge pårørende

Unge pårørende

En blog for pårørende

Her på bloggen kan du læse reportager, interviews, debatindlæg og historier udarbejdet af BPUs frivillige og andre pårørende som har ønsket at dele deres historie. Du vil forhåbentlig få mulighed for at hente både inspiration og viden og desuden kunne udveksle erfaringer, tanker og følelser omkring din egen situation i et trygt forum, hvor vi respekterer og passer på hinanden. ♥

Skriv meget gerne til os på bpunettet@gmail.com, hvis du ønsker at bidrage med din egen historie eller på anden vis ønsker at være med. Alle er mere end velkomne!

Portræt af en frivillig

At være pårørendePosted by BPU Mon, May 08, 2017 09:15:53


Hej alle og velkommen tilbage til vores blog.

Da Denne har været nede et godt stykke tid, påbegynder vi nu et nyt koncept: portræt af en frivillig. Denne måned handler det om Røskva Sherman, som både er frivillig og pårørende. God læselyst.

Røskva Sherman er ambassadør for Bedre Psykiatri Ungdom i afdeling København. Her er hendes funktion eksempelvis at tage ud på diverse institutioner og formidle Bedre Psykiatri Ungdoms budskaber og tilbud til pårørende til psykisk sårbare – blandt andet med udgangspunkt i egne erfaringer. Læs med i dette blogindlæg og få et nærmere indblik i Røskvas liv omhandlende, hvordan det har været og er, at være pårørende til en psykisk sårbar samt begrundelsen for hendes dybdeborende engagement i Bedre Psykiatri Ungdom.

Røskva har gennem hele sit liv haft en mor som har været og er bipolar. Da Røskvas mor er et par af tres i dag, var hun da også ung i en tid, hvor der ikke nødvendigvis fandtes så meget fokus på diverse diagnoser og diagnosticering generelt. Af samme grund fik hun da også først sin diagnose sent i livet – faktisk først da Røskva er 10 år gammel – og diagnosen var indtil da blot en selvmedicinering frem for en lægelig diagnose. Yderligere kommer Røskvas mor selv fra en socialt belastet familie og begyndte da også allerede at drikke en del alkohol i en meget ung alder.

Til dagligt kommer moderens diagnose til udtryk ved, at hun er meget præget af humørsvingninger, og dette kan desuden skifte fra minut til minut – Røskva selv beskriver sin mors beregnende grundstemning som værende ustabil, og desuden hendes variabler langt bredere end vores andres normalt ville være.

>> Det skal man lige tage højde for, når man taler med hende og når man er sammen med hende i det hele taget <<

At håndtere moderes diagnose, da Røskva boede hjemme især, kunne nemt blive en belastende opgave

>> Jeg tror bare at jeg fik det der som mange børn der er i sådanne udsatte situationer får. Jeg havde et øje på hver finger, og var meget klar for hvordan fornemmelsen var <<

Røskva beskriver generelt situationen, når hun kom hjem fra skole, med at mærke som det første, i hvilket humør hendes mor var. Dette var bestemt afgørende for resten af dagen i det lille hjem på Christianshavn, som jo på daværende tidspunkt var præget at mange beboerer med diagnoser, som Røskva selv beskriver det – så i miljøet var det måske normalen, ifølge Røskva selv, og det kunne derfor også være endnu mere svært at indse for hende som ung pige, at se det forkerte i det lille hjem, som på daværende tidspunkt kun bestod af de to – mor og datter. Var moderen i dårligt humør, var Røskva ikke i tvivl om det og prøvede at muntre hende op ved eksempelvis at tage opvasken eller at lave kaffe. Men som Røskva selv beskriver det, var der ikke så meget at gøre… Var hun derimod i godt humør, var det bare om at hoppe med på bølgen, som Røskva selv beskriver det.

Noget af det sværeste var da også at være alene om det. Det føltes for Røskva til tider meget ensomt at være i denne situation, og som meget ung – det føltes ikke som normalen. Og det var da heller ikke noget som hun snakkede med andre om. Det ville hun dog ønske i dag, at hun havde gjort, da dette bestemt kunne have gavnet hende psykisk til, at indse, at hun bestemt ikke var alene om det. Røskva mentes faktisk først at indse det abnormale i situationen da hun gik i gymnasiet. Dog mener hun selv, at dette var en del af en forsvarsmekanisme, hvor hun ikke ville indse, at der var noget galt. Først i gymnasiet finder Røskva en god veninde at betro sig til, hvor venindens familie blandt andet tager hendes ind med åbne arme og inden for de seneste par år, er Røskva og hendes søster, som er ni år ældre end Røskva selv, da også begyndt at snakke omkring deres mors diagnose – dog endnu med en vis distance.

>> Det kom sent – det kom rigtig sent <<

Røskva fandt det helt naturligt at bryde det diagnosticerede mønster fra mor til datter, og hun var bestemt bevidst om at skulle kreere et liv for sig selv. Hun påstår da også, at hun måske allerede fra start har været for blød af karakter, til at passe ind i den ellers hårde og kontante tone, som det meste at hendes familie indebar. Røskva omtaler skolen som en automatisk flugt fra det hårde familieliv, og kan nu også se et klart mønsterbrud, da Røskva har meget brug for trygge rammer og strukturerede linjer i hverdagen, hvilket hun bestemt ikke fik i hjemmet som barn.

>> Det var bare helt vildt lækkert det der med at komme i skole klokken otte om morgenen, og så er der ellers bare én som har struktureret, hvad man skal resten af dagen. Så skal man bare slippe tøjlerne, og lære <<

Røskva beskriver den første gang hun var til en psykolog, hvordan alle grænser og barriere blev nedbrudt. Her kunne hun ikke stoppe med at græde i en hel time. Men efterhånden som hun fortalte mere og mere om det, og fik ydermere at vide, at det ikke var noget at skamme sig over, blev det også en del nemmere at konkretisere og håndtere hendes mors diagnose.

>> Det hjalp rigtig meget at tale om det <<

Dog oplevede Røskva angst som efterlev af at åbne op for alle de sammenpresse minder og oplevelser fra mange års hårdt liv. Dette indså Røskva dog, blot var et lille step imod en mere følelsesmæssig og personlig udvikling, som hun da også erkendte ville tage mange år. Da Røskva gik på universitetet, hvor hun læste Social Entrepreneurship, deltog hun i en gruppe med andre, som havde haft nogle lignende oplevelser.

>> Det var helt klart en øjenåbner, at få lov at snakke om egne erfaringer i kontekst med andre folks oplevelser. Det understregede, at jeg ikke var alene, og at der ikke var noget galt med mig <<

Derudover er Røskvas råd til andre pårørende, at sætte sig ind i den pågældende diagnose. Her faldt tiøren nemlig for hende selv, da hun næsten kunne forudsætte moderens symptomer og reaktioner på verdenen samt på hende selv.

Røskvas primære grund til, at hun har valgt at blive ambassadør for Bedre Psykiatri Ungdom i København er, at hun er forarget over, at hun som barn ikke blev mere inddraget i dét som foregik.

>> Jeg manglende lidt én som kunne informere mig om, hvad det var der skete <<


Derfor mener Røskva, at hun kan være med til, at biddrage med den ellers manglende information til de pårørende. Dette mener hun ydermere er den absolut vigtigste faktor inden for emnet om psykisk sårbarhed – når en diagnose bliver stillet, er det altså ikke blot den diagnosticerede som bliver syg, men alle de pårørende også.

Røskvas endelige råd til pårørende til psykisk sårbare er:

>> Bare rolig, det skal nok gå <<



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post10

Facilitatorhygge

GruppeinformationPosted by BPU Sat, May 14, 2016 14:37:01



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post9

Bogstøtten: Et tilbud til psykisk sårbare unge

Fagpersoner fortællerPosted by BPU Tue, April 26, 2016 09:44:48
Interview med Arne fra Bogstøtten – et tilbud til psykisk sårbare studerende

Ved Ditte Dyrby og Marie Hvam

På Østerbro befinder sig et fællesskab, Bogstøtten, en del af Fountain House, som er et tilbud til psykisk sårbare studerende. BPU har snakket med lederen, Arne, og har mødt tre medlemmer af Bogstøtten, som giver et indblik i, hvilken form for tilbud Bogstøtten kan tilbyde, samt hvordan de hjælper psykisk sårbare studerende.

Struktur er et nøgleord
En af de vigtigste ting, som Bogstøtten ønsker at hjælpe deres medlemmer med, er, hvordan de kan give deres medlemmer mere struktur i hverdagen. Mange medlemmer anser Bogstøtten som deres arbejdsplads, hvor de på stedets studiearbejdspladser kan finde ro og koncentration til at få lavet deres opgaver. De har mulighed for at efterlade deres bøger her, så de kan holde fritid og arbejde adskilt - et problem, som der nok er mange studerende, der kan nikke genkendende til. På Bogstøtten er medarbejderne engagerede og interesserede i medlemmernes liv, både det studierelaterede, men også det personlige, hvorfor der med jævne mellemrum er samtaler mellem medarbejderne og de enkelte medlemmer, så man har en fornemmelse for, hvordan de enkelte medlemmer har det, og hvilken form for støtte, der er brug for.

Det faglige er ofte ikke noget, medlemmerne har svært ved; det handler mere om hjælp til strukturering af hverdagen samt at få værktøjer til håndtering af større opgaver. Et stort antal af medlemmerne er studerende på videregående uddannelser, der søger en anden form for hjælp, end hvad der tilbydes på deres uddannelsesinstitution. I mange tilfælde er det ofte gennem forskellige former for behandlingstilbud til psykisk sårbare unge, at de unge bliver gjort opmærksomme på Bogstøtten.

Vi er et studiefællesskab og ikke et sygdomsfællesskab
På Bogstøtten er der stor fokus på at skabe et godt og længerevarende socialt netværk mellem de unge brugere. Fælles frokost i kantinen og et hyggeligt sofa-rum danner grobund for at skabe stærke sociale relationer, hvor de unge kan komme hinanden ved og snakke om andet end studier. Arne fortæller, at der hurtigt skabes et positivt studie- og socialt miljø, hvor nøgleordene blandt andet er åbenhed og forståelse. Flere af medlemmerne af Bogstøtten har haft negative oplevelser i forbindelse med specialeprocessen samt i mødet med en kold og anonym læsesal, hvor de har følt sig meget alene. Mange af dem troede kun dette gjaldt for dem, men har i Bogstøtten oplevet, hvordan andre unge også har kunnet nikke genkendende til dette: “Mange føler, at de er den eneste person, der har svært ved at sidde på en læsesal”. Ud over studerende tæller brugere af Bogstøtten også tidligere medlemmer, som har færdiggjort deres uddannelse, men som stadig benytter sig af Bogstøttens vejledning til deres videre liv - både i arbejds- og privatlivet.

“Her kan jeg være mig selv”
Flere af de studerende, som er tilknyttet Bogstøtten, er psykisk sårbare, hvilket gør, at de føler, at de skal gøre en ekstra indsats i en ofte uigennemskuelig uddannelsesstruktur. Et stressende og konkurrencepræget studiemiljø har for mange af medlemmerne af Bogstøtten haft en negativ betydning, både fagligt og socialt. Men på Bogstøtten oplever de at møde forståelse og accept og samtidig finde et studiemiljø, som passer til dem, og hvor de kan være blandt ligesindede.

I samtalen med tre medlemmer af Bogstøtten blev det tydeligt, at det sociale og bredt favnende miljø er noget, som alle medlemmer fremhæver som særlig tkarakteristisk ved Bogstøtten. Her oplever de at blive mødt og accepteret som de personer, de er,og ikke blive 'sat i kasse’ på baggrund af deres psykiske problemer. Ydermere pointerer medlemmerne, hvordan Bogstøtten giver dem følelsen af at høre til et sted, og de positive sociale netværk, de får herigennem, giver dem lysten til at komme igen. Som Arne formulerer det: “Ofte er det jo ikke altid spændende at skulle skrive sin bachelor eller speciale. Men hvis man kan komme og møde eksempelvis Cecilie, som man kender godt, så bliver det lidt sjovere at komme

Foto: Fra Bogstøttens Facebook-side

  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post8

’De pårørende skal passe på sig selv’

Fagpersoner fortællerPosted by BPU Fri, April 08, 2016 11:31:40
En sygeplejerskestuderende fortæller
Ved Ditte Dyrby

Når man er pårørende til en psykisk sårbar, handler det ofte kun om den psykisk sårbares behov og udvikling. Derfor kan man som pårørende selv udvikle en psykisk sårbarhed, fordi dét, altid at skulle være der for andre og nogle gange glemme sig selv i processen, er rigtig hårdt. BPU har snakket med en sygeplejerskestuderende, Ditte, som i løbet af sit uddannelsesforløb har arbejdet med psykisk sårbarhed. Hun fortæller lidt om, hvordan det er at arbejde med psykisk sårbarhed, og hvordan de pårørende spiller en rolle heri.



At arbejde med psykisk sårbarhed
Ditte har gennem hele sit uddannelsesforløb fået kendskab til psykisk sårbarhed – både gennem undervisningen, men også gennem praktikforløb på forskellige sygehuse, i psykiatrien og gennem hendes studiejob i hjemmeplejen. Når man arbejder med psykisk sårbarhed, kan man opleve andre udfordringer og problemstillinger end dem, man ser hos andre patienter. Det kan være måden, hvorpå kommunikationen mellem den psykisk sårbare og personalet foregår, fordi man ønsker så få misforståelser som muligt, idet den sårbare ofte ikke kan rumme så meget, som andre patienter. Derfor fortæller Ditte, hvordan hun i arbejdet med psykisk sårbare, har måttet ”tænke hele idéen om sygepleje om”, fordi disse mennesker kræver en særlig form for omsorg og kontakt.


De pårørendes rolle i den psykisk sårbares forløb
En pårørendes rolle til en psykisk sårbar afhænger meget af den pårørende selv, og hvor meget den pårørende vil og har ressourcer til at engagere sig i forløbet. Man oplever som personale i psykiatrien pårørende, der er med inde over hele forløbet, er med til lægeaftaler, og som jævnligt besøger den psykisk sårbare. Omvendt oplever man også pårørende, der trækker sig under forløbet, da det kan være svært at overvære et familiemedlem eller en god ven have det skidt.

Oftest optræder den pårørende som en form for mellemmand mellem den psykisk sårbare og personalet, fordi vedkommende kender den sårbare bedre end personalet gør og på den måde kan give andre former for støtte. Pårørende kan derfor hjælpe med at holde styr på informationer og aftaler, som kan være en stor hjælp for den psykisk sårbare.

Personalet prøver i så vid udstrækning som muligt at inddrage de pårørende ved at kontakte dem, hvis de oplever ændringer hos den psykisk sårbare, men Ditte fortæller også, hvor vigtigt det er, at de pårørende, hvis behovet er der, også selv kontakter personalet. Både med den psykisk sårbares behov og udvikling for øje, men også for deres egen skyld. Hun fortæller, hvordan hun selv har været bekymret for pårørende til psykisk sårbare, der var helt udkørte, og til tider kunne mangle nogen at snakke hele situationen igennem med. Derfor opfordres de pårørende også til at bruge personalet som en støtte, da det oftest ikke kun er den psykisk sårbare, der går igennem en hård tid.


Pas på jer selv som pårørende – lyt til kroppens signaler
Selvom det er fagpersonalets opgave at passe på og hjælpe den psykisk sårbare, er de pårørende velkomne i forløbet i den udstrækning, de kan klare. Der er dog ofte informationer af forskellig karakter, som man undlader at fortælle de pårørende – både af hensyn til den psykisk sårbare, men også til de pårørende selv.

Det kan være rigtig hårdt at være pårørende til en psykisk sårbar, og Ditte fortæller, hvordan hun i årenes løb i hjemmeplejen har oplevet, hvordan ægtefæller til en psykisk sårbar kan ende med at få en depression. Derfor skal man som pårørende huske, at ansvaret for den psykisk sårbares bedring ligger hos personalet, og at det derfor ikke er noget, man skal tage på sine skuldre. Man skal derimod støtte den psykisk sårbare så godt, som man kan, men også huske at lytte til sig selv og mærke efter, om man stadig har ressourcerne til det: ”De pårørende skal som det aller vigtigste lytte til sig selv og mærke efter, om de også stadig har det godt. Man må - næsten skal - være lidt egoistisk i sådan en situation, fordi det kan være så opslidende altid at være der for andre, når ens eget velbefindende bliver glemt”


Nyhedsbrevet for foråret kan læses her


  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post7

Ung På Linje/ Ung Online

At være pårørendePosted by BPU Wed, March 02, 2016 09:24:27

Hos Bedre Psykiatri Ungdom har vi samtalegrupper, fordi vi mener, at det gavner at dele sine oplevelser som pårørende til en psykisk sårbar med andre. Og heldigvis er der flere andre samtaletilbud, der deler denne mening med os. Men der er mange måder at dele sine oplevelser og tanker på. Hos Ung på Linje/Ung Online kan du dele alt mellem himmel og jord – også det at være pårørende – helt anonymt hver aften kl. 19-22 alle ugens dage på nær lørdag. I Ung På Linje/Ung Online bliver de både kontaktet af psykisk sårbare og pårørende, og de har derfor anonym kontakt til begge parter, hvilket giver dem muligheden for at se psykisk sårbarhed fra flere forskellige perspektiver.

Vi har bedt projektleder for Ung På Linje/Ung Online Pernille Palm om at fortælle om denne form for samtaletilbud, om hendes egne erfaringer med at være pårørende, og hvorfor hun mener, at det er vigtigt at tale om tingene, at sætte ord på sine tanker, oplevelser og følelser, og hvad det betyder at blive lyttet til.

_____________________ Pernille Palm, Projektleder i Ung på Linje/Ung Online __________________


OM AT VÆRE PÅRØRENDE

Ved Pernille Palm, Projektleder i Ung på Linje/Ung Online, Ungdommens Røde Kors.

NÅR SÅRBARHED ER EN BLIND PASSAGER

Jeg sidder og kigger ud gennem togvinduets ruder og ser Sjællands natur glide forbi, mens InterCity-lyntoget har sat kurs mod vest. Jeg var sent på den, da jeg skulle med toget. Jeg nåede kun lige bussen til Hovedbanegården, løb ind i 7-Eleven for - helt Københavner-kliché-agtigt - at købe en kaffe og en croissant til min lange togtur, spurtede ned ad rulletrappen og hoppede ind i toget. Da jeg fandt min plads i stillekupéen, sad der en ung mand på det yderste sæde, og jeg spurgte ham, om jeg måtte komme ind og sidde ved siden af ham. Han svarede ikke. Han hørte musik. Jeg spurgte ham igen, rigtig pænt, men han svarede stadig ikke. Da jeg spurgte tredje gang uden at få svar, følte jeg mig en anelse ignoreret og kunne mærke en lille knugende fornemmelse af irritation vokse i mig. Fjerde gang svarede han mig, for der havde han opdaget, at jeg talte til ham. Han var blind, eller så godt som blind, fortalte han mig. Av. Hvis han ikke havde svaret mig fjerde gang, havde jeg højst sandsynligt i mit stille sind kategoriseret ham som en flab – uden overhovedet at kende noget til ham. Jeg kunne ikke se, at han var blind. Jeg ville ønske, jeg havde kunnet se det, så jeg kunne have vist mere hensyn og måske lagt en blid hånd på hans skulder for at indikere, at jeg talte til ham.

Jeg sidder og tænker lidt over det her med at være sårbar på en, for mange, usynlig måde. Sådan er det også med psykisk sårbarhed – det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Alle har et eller andet, og nogle har noget, man ikke kan se. Det er vanvittigt svært at vide, hvordan man skal reagere på og håndtere ting, man ikke kan se, og man kan let forfalde til at dømme andre mennesker uden at vide det mindste om dem. For mig er mit møde med den blinde unge mand et ret godt billede på, hvordan det kan være at være pårørende til nogen, der oplever vanskeligheder, man ikke kan se med det blotte øje.

SELVOM MAN IKKE ER RAMT AF PSYKISK SYGDOM SELV, ER MAN STADIG RAMT

Jeg er selv pårørende; både til nogen med alvorlige, fysiske vanskeligheder, men også til nogen, der er psykisk sårbare. Selvom sårbarheden i de to tilfælde består i noget vidt forskelligt, kan jeg mærke, at de følelser, jeg som pårørende oplever omkring det, er de samme. Som pårørende gennemlever jeg et stort repertoire af følelser; nogle følelser, der er vedvarende, men også nogle følelser, der ændrer karakter og udtryk med tiden. Følelser som sorg, bekymring, frustration, håbløshed, afmagt, irritation og en følelse af uretfærdighed. Den mest gennemgående og gennemgribende følelse, jeg oplever som pårørende, er bekymring. En bekymring om min næres liv og fremtid, om vedkommende nogensinde får det bedre, om jeg kan holde til at være den med de bredeste skuldre. Nogle af jer oplever måske de samme bekymringer. Jeg synes, at det kan være svært at finde ud af, hvor meget bekymringen må fylde, og hvordan man får placeret den et sted, hvor den får lov at være tilstede, men uden at fylde det hele og blive altoverskyggende. Jeg har brugt ret meget krudt på at forlige mig med, at bekymringen hele tiden ligger et sted tæt på overfladen, og at det er okay, men også at det er vigtigt ikke at lade den komme op over overfladen hele tiden.

Jeg vil gerne understrege vigtigheden i, at man som pårørende tør tale med andre mennesker om de tanker, man går rundt med; også dem, der kan være tabubelagte. Som pårørende kan man måske ofte føle, at alt skal bæres på ens skuldre, men skuldrene bliver ikke nødvendigvis bredere af den grund. I hvert fald ikke, hvis man ikke formår at passe på sig selv og tage sig tid til at lande på fødderne igen. Som bekendt skal man passe på sig selv for at være i stand til at kunne passe på andre.

Som pårørende til psykisk sårbare kan man måske tænke, at man ikke har lov at være ked af det, fordi det ikke er én selv, det drejer sig om. For mig er det vigtigt at pointere, at selvom man ikke er ramt af psykisk sygdom selv, er man stadig ramt. Det er hårdt at være pårørende, og de følelser man oplever, er også berettigede og skal også tages hånd om.

KORT OM UNG PÅ LINJE/UNG ONLINE – ET SAMTALETILBUD

Som pårørende kan man have tanker og følelser, som man måske ikke nødvendigvis føler, at der er plads til, og det er her Ung På Linje/Ung Online kommer ind i billedet. Ung På Linje/Ung Online kan være det rum, hvor der er plads til alle de tanker og følelser, der ikke er plads til andre steder. Det er et anonymt chat- og telefontilbud til unge mellem 13 og 30 år, og de godt 90 unge, der er frivillige i Ung På Linje/Ung Online, er mellem 20 og 30 år. I dette ung-til-ung-samtaletilbud taler vi med de unge om det, de måtte have på hjerte, stort som småt. Hos os er det den unge, der sætter dagsordenen og vælger, hvad der er centralt for samtalen. Ung På Linje/Ung Online er ikke et rådgivningstilbud, men et samtaletilbud. Forskellen er stor. I Ung På Linje/Ung Online vil vi ikke være eksperter på de unges liv, og vi vil ikke foregive at vide, hvad der er det rigtige at gøre for den specifikke person i den specifikke situation og på det specifikke tidspunkt, de kontakter os. Det er farligt at foregive at vide, hvad der er rigtigt for andre mennesker, og derfor er vores vigtigste opgave at lytte. De unge, der kontakter os, får lov at være eksperter på deres eget liv, og så er vi de samtalepartnere, der aktivt lytter til dem og giver dem rum til at udtrykke deres bekymringer og vanskeligheder.

DER ER MASSER STEDER AT FÅ RÅD – HOS OS FÅR DU RUM

Som pårørende er der mange steder, hvor man kan henvende sig for at få råd og vejledning, heldigvis. Der er også flere steder, hvor man kan finde pjecer med gode råd til, hvordan man som pårørende kan agere overfor den psykisk sårbare. Jeg har gennemtrevlet internettet for at finde alle de gode råd til, hvordan man kan agere i forhold til den psykisk sårbare – og mange af de ting, der nævnes, er nogle jeg har stiftet bekendtskab med i Ung På Linje/Ung Online, når jeg har talt med enten psykisk sårbare selv eller pårørende dertil. Af gode råd kan nævnes det at være god til at lytte, ikke at være berøringsangst og sætte ord på, at sænke ambitionerne og forventningerne, at være tålmodig, at undgå hele tiden at være handlingsorienteret og løsningsfokuseret og at passe godt på sig selv. I Ung På Linje/Ung Online oplever vi både at blive kontaktet af psykisk sårbare og de pårørende, og vi har derfor anonym kontakt til begge parter, hvilket giver os muligheden for at se psykisk sårbarhed fra flere forskellige perspektiver. Du kan derfor både kontakte os, hvis du er psykisk sårbar og ønsker at have en anonym og uforpligtende samtale med et andet ungt menneske, der lytter og ikke tænker i diagnoser eller behandling, men du kan også henvende dig til os, hvis du som pårørende har lyst til en fortrolig samtale om det at være pårørende. Hos Ung På Linje/Ung Online får du ikke flere råd, men et rum til selv at fortælle.

Ung På Linje/Ung Online kan på mange måder være en form for træningsrum. Et sted, hvor du får lov til - måske for første gang - at fortælle om dine bekymringer. Et sted, hvor du kan få lov at ”afprøve” at tale om de ting, der er svære for dig. Det kan også være, at du har været i terapiforløb som pårørende og efterfølgende har brug for en slags udslusning, hvor du taler med nogen, der ikke er en del af din egen omgangskreds.

SAMTALEN ER VIGTIG – AT BLIVE LYTTET TIL ER VÆSENTLIGT

Man hører ofte, at dyb samtale efterhånden hører til sjældenhederne. At samtalen forstummes. En egentlig samtale mellem to mennesker, der aktivt lytter til hinanden. En dialog. Vi har for travlt med at høre på os selv, at tale, kan man antage. På psykologistudiet, hvor jeg studerer, har vi fået at vide, at man skal lytte dobbelt så meget, som man taler. Måske mere. Som pårørende kan man måske have perioder, hvor man kun lytter, og så har man brug for at blive lyttet til. Man må aldrig undervurdere værdien af virkelig at blive lyttet til. Det er f.eks. det, en samtalegruppe i Bedre Psykiatri Ungdom kan, og det er også det, vi kan i Ung På Linje/Ung Online. At lytte til det, du gerne vil fortælle. Man må ikke underkende betydningen af at blive lyttet til på en måde, hvor vedkommende ikke forsøger at styre samtalen eller sidder på spring for at dreje samtalen i en retning, hvor vedkommende kan få lov at fortælle om sig selv. At der ikke er forventninger til, hvilken retning samtalen skal tage, at der er nogen, der er optaget af blot at lytte til det, man fortæller – det er værdifuldt. At blive rigtig lyttet til giver oplevelsen af at blive taget alvorligt.

Besøg Ung på Linje/ Ung Online















  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post6

BPU anbefaler

BPU anbefalerPosted by BPU Thu, February 11, 2016 21:18:00

BPU anbefaler bogen ”I morgen var jeg altid en løve” (2008) af Arnhild Lauveng, Cand. Psych.

”I morgen var jeg altid en løve” giver et unikt indblik i den psykisk sårbares verden.
Ved Amanda S. Freiesleben

Arnhild Lauvengs selvbiografiske bog er en enestående beretning om de ni år hun var ramt af psykisk sygdom og hendes kamp for at blive fri af den skizofreni, der tog hende som gidsel og satte tiden i stå. Arnhild, der i dag selv er psykolog, ser tilbage på det der styrkede og svækkede hende i den lange kamp mod angst, vrangforestillinger og stemmer.

Arnhild er teenager, da hun begynder at høre en stemme ved navn Kaptajnen. Kaptajnen vil have hende til at lave hendes lektier om. Det kan gøres bedre, mener han. Næste gang er det igen ikke godt nok, og sådan fortsætter Kaptajnen med at presse Arnhild til at gøre det bedre. Han skælder ud og tvinger hende til at gøre skade på sig selv, fordi hun stadig ikke er god nok.

Arnhild begynder at bruge mere og mere tid sammen med Kaptajnen, og mindre og mindre tid med de mennesker, der er omkring hende. Hun forsøger at søge hjælp selv, men bakker ud inden nogen når at hjælpe hende. Arnhild begynder at se mærkelige ting, som uhyggelige ulve der lusker rundt i byen i Norge, hvor hun bor. Verden omkring hende ændres og hun bliver indelukket og bange. Heldigvis har hun sin mor, som ser at noget er galt: ”Mor så selvfølgelig ikke ulvene, og hun hørte ikke Kaptajnen. Men hun så, at jeg spiste mindre, og at jeg ikke ville spise mere, ikke engang når hun pressede mig til det. Hun så, at jeg blev bleg og træt og tynd, og selv om hun nok ikke vidste, hvor lidt jeg sov, så vidste hun, at det var for lidt.”.

Som 17-årig indlægges Arnhild på den lukkede afdeling og diagnosticeres efterfølgende som skizofren. I de kommende ni år er hun skiftevis ude og inde fra forskellige indlæggelser – nogle er få dage på akutafdelinger, andre i et til to år på åbne eller lukkede afdelinger. Som 26-årig bliver hun indlagt for sidste gange. Hun er nemlig ved at blive rask, selvom ingen dengang vidste det, udover hende selv.

I dag er Arnhild Lauveng selv uddannet psykolog. Hun er dermed en af de få, hvis ikke den eneste, der har set psykiatrien fra både patientens og behandlerens side. Hendes bog giver derfor et unikt indblik i psykiatriens verden og i de tanker og overvejelser hun har gjort sig, både da hun var syg og i hendes efterfølgende tilbageblik. Arnhild indvier ærligt og levende hendes læser i det skæve, uhyggelige men også forunderlige univers, hun oplevede som psykisk syg. Læseren får derfor en både lærerig og spændende indsigt i hvordan hendes verden så ud da hun var syg, og hvad der hjalp hende til at blive rask. Herudover bekræfter bogen den pårørendes værdifulde betydning for den psykisk sårbare, som i bogen er Arnhilds mor og søster, der på intet tidspunkt tvivlede på, at skizofrenien kunne bekæmpes, og som bogen derfor også er dedikeret til. Bogen kan anbefales til alle, der ønsker en større forståelse af de processer en psykisk sårbar gennemgår og for, hvordan det egentligt føles at være psykisk sårbar.


Uddrag fra bogen:

”Meget senere, da det var blevet forår, fik jeg lov til at rejse hjem en tur. Det var over et år, siden jeg sidste havde været hjemme, og jeg glædede mig meget, selv om det ikke var en rigtig ferie, bare nogle få timers besøg sammen med to fra personalet. Mor havde på forhånd spurgt afdelingen, om der var noget særligt, hun burde tage hensyn til, noget særligt hun skulle tænke over? Hun havde fået det svar, at hun burde fjerne knive og spidse genstande samt ting, der kunne knuses, og som hun satte pris på. Hvis hun ønskede at servere noget for mig, måtte hun bruge paptallerkener og engangskrus.

Selvfølgelig ønskede mor at servere noget for mig. Hun er mor, i høj grad mor, og når hendes lillepige ikke været hjemme i over et år, ville hun selvfølgelig ikke lade mig komme besøg uden at give mig mad. Det var forår, og hun havde købt jordbær. Hun havde pisket flødeskum, sådan som jeg bedst kan lide det, og hun havde bagt min yndlingschokoladekage. Og spørgsmålet om paptallerkener havde hun diskuteret længe og grundigt med min søster. De var begge helt enige.

Da jeg så kom hjem den majdag, var der ryddet op på mit værelse, og der stod friske blomster på natbordet, selv om jeg kun skulle være der et par timer. Jeg smed mig på vandsengen og kunne mærke, at den stadig var varm. Et år efter, at jeg havde været hjemme sidst, og uden noget håb om overnatningstilladelse inden for en overskuelig fremtid, havde mor alligevel ikke lukket for varmen. Dens stod klar og ventede på mig, indtil jeg kom hjem. Og i dagligstuen var kaffebordet dækket. Friske blomster, broderet dug – og rosenkopperne. Arvegodset. De allerflotteste og fine kopper, mor ejer og har, af tyndt, tyndt porcelæn med fine, lyserøde roser og snirklet guldkant. Hver kop et lille nostalgisk vidunder af ynde.

Mor havde set mig knuse kopper mange gange før. Hun vidste, hvor lynhurtig jeg kunne være, og hvor umuligt det var at stoppe mig, før skaden var sket. Alligevel dækkede hun op med sine rosenkopper i fuld tillid til mig, som så mange gange havde vist, at jeg overhovedet ikke kunne betros en kop. Og selvfølgelig knuste jeg dem ikke. Selvfølgelig svigtede jeg ikke hendes tillid. Kopperne og kaffebordet var udtryk for hendes forventninger til mig: Du er stadig min pige, Arnhild. Du er stadig hende, der sætter pris på smukke ting, og som værdsætter din familie og traditionerne og det vigtige i livet, såsom skønhed. Du kan aldrig blive så vanvittig, at du knuser det smukke og værdifulde, og du kan aldrig bliver så syg, at du ikke længere kan vurdere, hvad skønhed er – du er stadigvæk vores pige. Her er du ikke en skizofren patient; hjemme hos os er du Arnhild.

Det vil jeg aldrig glemme. Efter måneder og år med forventninger om sindssyge, med diagnoser og beskrivelser, fik jeg nogle lysende majtimer, hvor jeg slubrede te og tillid i mig af kopper af tyndt porcelæn. Det var helt fantastisk og lige netop det, jeg trængte til på det tidspunkt.” (Side 67-68)


Andre udgivelser af Arnhild Lauveng:

”Unyttig som en rose” 2009

”Egentlig altid mest levende” 2012



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post5

BPU København

GruppeinformationPosted by BPU Wed, February 10, 2016 12:40:19

Kommentarer fra tidligere gruppedeltagere:

”Netværksgruppen har hjulpet mig til ikke at føle mig så alene i det at være pårørende. Ved at deltage i gruppen er jeg blevet mere bevidst om situationen, og det at tage vare på mig selv, den pårørende og resten af familien og venner på en bedre og mere udholdende måde.”

”Det var været en stor støtte at være tilknyttet gruppen! Her har jeg kunnet tale frit og om alt det bøvl, jeg til hverdag prøver at gemme væk og abstrahere fra. At få taget hul på sine tanker og følelser har også været hårdt og taget meget energi - mere end jeg troede, men det viser måske netop, hvor vigtigt det så er at have nogen omkring sig, der kan støtte, anerkende og FORSTÅ den ambivalens, der også ofte knytter sig til rollen som pårørende! Jeg håber, at I bliver ved med at køre de her gratis gruppeforløb, og jeg ville ønske, der var flere, der tilbød at facilitere støtte til pårørende.”



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post4

Komik og depression: Anes fortælling

At være pårørendePosted by BPU Sun, January 24, 2016 12:39:13

Det Store Depressionsshow – Anes fortælling
Ved Marie Hvam

Vi har tidligere bragt en historie om ”Det Store Depressionsshow”. Vi følger nu op med en personlig historie fra den ene af de to komikere, Ane Høgsberg, som fortæller om, hvordan showet var med til hjælpe hende til at bearbejde sin kærestes depression. Samtidig giver hun en værdifuld indsigt i de tabuer, der er forbundet med at være pårørende til en psykisk sårbar person, og hvordan hun med sit show ønsker at bidrage til aftabuisering og en større forståelse for rollen som pårørende.



Efter at have været sammen i tre år begyndte Anes kæreste at få det dårligt. Et stresset arbejdsliv og nedskæring på jobbet betød at han fik en depression. Det er denne depression, som Ane tager afsæt i, i sit standup-show.

Det store Depressionsshow
Ane fortæller, at ideen til showet opstod på baggrund af kærestens depression. Hun er en meget personlig komiker og tager som oftest udgangspunkt i sit eget liv og dagligdag, når hun skal ud og optræde. Det virkede derfor heller ikke unaturligt for hende at lave et show, som tog afsæt i kærestens depression: ”Depressionen fyldte alt i mit liv, og derfor virkede det som en naturlig ting at tage fat i”.

Med showet ønsker Ane blandt andet at problematisere opfattelser af pårørende til psykisk sårbare. Hun mener, at der i samfundet er en tendens til berøringsangst, når det kommer til, hvad man som pårørende kan tillade sig at sige om den psykisk sårbare: Når jeg siger, han er irriterende, så er det jo ikke ham, der er irriterende, det er hele situationen, jeg synes er enormt svær, men det har jo ham, der bliver symbolet på det, og det tabu kunne jeg godt tænke mig, der ikke var så meget af mere”.

Samtidig oplevede Ane, at folk så skævt til hende, fordi hun havde behov for at være væk hjemmefra og samle energi andre steder: ”For mig handle det om at acceptere, at hvis jeg skulle være en god kæreste, så var jeg nødt til at være meget væk hjemmefra”. Det er blandt andet denne fordom om, at man ikke kan forlade den psykisk sårbare, uden at man skal have dårlig samvittighed, hun gerne vil komme til livs. Hun udtaler samtidig, at det netop er denne dårlige samvittighed som betyder, at man som pårørende vælger ikke at tale om, hvordan man har det og hvilke tanker og følelser, man har omkring den psykisk sårbare, da man ikke kan overskue at blive mødt med bebrejdende blikke.

Vi ønsker ikke at gøre grin med nogen
For Ane er koblingen mellem depression og standup meget vigtig. For hvordan kan man overhovedet lave standup om noget som depression? For Ane og Mads var det enormt vigtigt, at psykisk sårbare eller pårørende ikke følte, at man gjorde grin med dem eller udstillede dem. Samtidig er ”Det Store Depressionsshow” for Ane enormt vigtigt, da det er en ny måde at tale om psykisk sårbarhed på. Der er blevet skrevet mange bøger og holdt mange foredrag om emnet, men ingen har nogensinde gået til det med humor: ”Når man griner er paraderne nede, man lytter med hele kroppen og man er mere villig til at tage ting ind”.
Med showet ønsker Ane og Mads at skabe et slags frirum, hvor pårørende og psykiske sårbare kan slappe af og måske få lidt fri fra deres problemer: ”Det skaber sådan et rum, hvor folk slapper sådan lidt af i det. Og forhåbentligt, de mennesker der er ud at se det og som har det rigtig svært, de griner forhåbentligt så meget at de lige har glemmer hvor svært de har det, i en time”. På baggrund af denne tanke har de efter flere shows arrangeret Q&A, hvor publikum får mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer eller fortællinger fra eget liv. Om dette udtaler Ane: ”Man kan mærke at selvom folk sidder sammen med nogle mennesker de ikke nødvendigvis kender, så har du lyst til at stille spørgsmål og komme med sin egen historie, fordi man lige har brugt den sidste time på at være sammen med folk som ”fejler” det sammen som en selv”.

Showet fungerede som terapi
Ane har ikke på noget tidspunkt fået professionel hjælp til at håndtere kærestens depression. I stedet er showet kommet til at fungere som en slags terapi for hende. Hun beskriver, hvordan processen med at få tankerne ud af hovedet, ned på papir, ud af munden og ud til nogle mennesker gav hende mulighed for at sætte ord på sine tanker og følelser: ”Det var som om i det øjeblik, jeg havde sagt det højt på scenen, så var det ikke min oplevelse mere, så var det ligesom noget, jeg delte med publikum”. Gennem sin pårørendefortælling håber Ane på at kunne give andre pårørende en oplevelse af, at de ikke er alene, og at der er andre som har prøvet det samme som dem.

Muligheden for at ændre folks liv
For Ane og Mads er formålet med deres show at få folk til at grine. Men samtidig giver Ane udtryk for, at det ville være fantastisk, hvis showet kunne hjælpe nogen eller ændre noget i folks liv: ”Tænk hvis man kan ændre en persons liv med sin fortælling. Det er ret vildt”.

Anes kæreste ønsker ikke at se showet, da han, som hun selv siger: ”Han havde ikke lyst at se hvor ked af det, hans depression havde gjort mig”. Anes kæreste er dog meget stolt at hende: ”Jeg tror, han er sådan lidt stolt af mig, at jeg kan gøre det, og at vi forhåbentligt kan få nedbrudt tabuet en lille smule”.



  • Comments(0)//paaroerende-blog.bp-ungdom.dk/#post3
Next »