Unge pårørende

Unge pårørende

En blog for pårørende

Her på bloggen kan du læse reportager, interviews, debatindlæg og historier udarbejdet af BPUs frivillige og andre pårørende som har ønsket at dele deres historie. Du vil forhåbentlig få mulighed for at hente både inspiration og viden og desuden kunne udveksle erfaringer, tanker og følelser omkring din egen situation i et trygt forum, hvor vi respekterer og passer på hinanden. ♥

Skriv meget gerne til os på bpunettet@gmail.com, hvis du ønsker at bidrage med din egen historie eller på anden vis ønsker at være med. Alle er mere end velkomne!

Portræt af en pårørende: Helenes historie

At være pårørendePosted by BPU intranet Mon, December 07, 2015 13:22:08

Jeg fortæller det, så folk kan forstå

Som seksårig måtte Helene ofte tage ansvaret for sig selv og sine mindre søskende, da hendes mor lider af angst. Helene blev tit indelukket og trist, og kom derfor i terapi for unge pårørende. I dag mener hun, at det hjælper at være sammen med andre, når man har det svært.


_________________________________________________________________________________

_____________________________Helene og hendes mor_________________________________


Ved Amanda S. Freiesleben

En morgen stod Helene op for at gå i SFO. Hendes mindre søskende skulle i børnehave, og Helene gik derfor ind for at vække sin mor. Men hendes mor ville ikke op. Hun havde nemlig en af de dårlige dage, der gjorde det umuligt at stå ud af sengen. Helene måtte derfor endnu engang tage ansvaret for sine mindre søskende. Sammen med hendes storbror handlede hun ind, så de kunne få en madpakke med, og gjorde sine søskende klar til at komme i børnehave. Helene og hendes søskende gik igen ud af døren, uden deres mor.

”Min mor var ikke rigtigt i stand til at gøre noget, så det var ligesom, om at det var os, der skulle klare det hele selv,” fortæller Helene om det at vokse op med en psykisk sårbar mor.

Jeg var meget ked af det

Helenes mor lider af angst og har derfor ikke kunne være der for Helene i store dele af hendes barndom. Helene bor hos sin mor de første syv år af hendes liv, men da moderen bliver indlagt på psykiatrisk afdeling, flytter hun hjem til sin far, selvom hun ikke har haft meget kontakt med ham indtil da.

Her begynder et nyt liv uden ansvaret for hendes mindre søskende og syge mor, som hun i en alt for tidlig alder har taget sig af. Helene starter i en ny skole og får nye klassekammerater, men tankerne kredser stadig om hendes mor. Det får Helene til at lukke sig inde i sig selv og skubbe andre væk:

”Jeg var meget ked af det, og det var rigtig hårdt at skulle være væk fra min mor, når jeg var vant til at bo ved hende. Jeg var meget for mig selv, og jeg snakkede ikke rigtigt med nogen. Fordi at jeg var jo så ked af det.”

Min klasselærer var der for mig

Helenes nye klasselærer får hurtigt øje på Helenes indelukkethed og bliver med tiden en tæt kontakt, som er der for Helene i de svære perioder: ”Jeg blev tit ked af det, når jeg snakkede om min mor, og når jeg så andre hygge sig med deres mor og tage ud og shoppe sammen, når jeg ikke kunne det med min egen mor.”

I 7. klasse foreslår klasselæreren, at Helene deltager i gruppeterapi for pårørende til psykisk sårbare, så hun kan tale med andre i samme situation om, hvordan hun har det. Efter at have taget sig mod til, tilmelder Helene sig med hendes fars opbakning et terapiforløb, hvilket får stor betydning for hende.

Terapiforløbet var en tryg ramme

Under terapiforløbet går det hurtigt op for Helene, at der er andre, der har det ligesom hende. De snakker særligt meget om, hvordan de kan undgå at gå og ”blive så kede af det hele tiden,” som Helene siger. En følelse der dog stadig kan komme op i hende i dag.

Det tog tid at åbne op, men terapien var en tryg ramme at starte i. ”Man følte sig meget tryg, når man vidste, at den der sad overfor havde oplevet det samme,” fortæller Helene. Hun fik derfor trænet, hvordan hun kunne snakke om hendes mor uden at blive ked af det hver gang.

Tal åbent om det

Det at tale åbent om sygdommen og hendes mor, var noget Helene lærte igennem terapiforløbet. Derfor forsøger Helene heller ikke at undgå at tale om sin mor i dag.

”Jeg fortæller det, så folk kan forstå, hvorfor jeg nogen gange reagere, som jeg gør. Nogen gange kan jeg for eksempel bare blive sur over ingenting. Hvis jeg kommer til at tænke tilbage på et minde, så kan jeg også blive rigtig ked af det lige pludselig – og så er det rart, at folk de ved hvorfor.”

Helene mener, at det er vigtigt at fortælle mennesker omkring sig, at man er pårørende til en psykisk sårbar, så andre ved hvorfor man reagere anderledes på nogle ting. Man kan for eksempel pludselig blive rigtigt ked af det eller gå og bekymre sig meget. Det bliver nemmere for ens omgangskreds at forstå og hjælpe, hvis de kender årsagen.

Jeg må godt være sur på min mor

Inden terapiforløbet gav Helene ikke sig selv lov til at blive sur på hendes mor, men kunne i stedet finde på at give sig selv skylden for hendes mors angst.

”Jeg havde det sådan, at jeg kunne aldrig nogensinde være sur på min mor, fordi hun måtte bare ikke blive ked af det. Jeg var bange for at gøre hendes angst værre.” Men i terapiforløbet lærte Helene, at det er okay at være sur eller irriteret på sin mor, selvom ens mor lider af en psykisk sygdom og kan være skrøbelig. ”Men man må acceptere, at det er sådan, det er,” siger Helene, og ikke gå og være bange for at såre sin mor eller være skyld i hendes angst. For angsten vil altid være der hos hendes mor, lige meget hvad Helene gør.

Vi har et tæt bånd

I dag er Helene og hendes mor meget tætte. De snakker om alt, og Helene er ofte på besøg hos hendes mor og mindre søskende.

”Vi snakker meget sammen. Hun har stadig sin sygdom i dag, men hun kan sagtens komme lidt ud. Jeg synes, vi har et meget tæt bånd i forhold så mange andre. Vi kan snakke om alting. Det er det der med; at når man har haft en mor, som har været syg hele livet og ikke altid har kunnet være der for en, så når hun er der, så er hun der bare ekstra meget!”

Opmærksom og omsorgsfuld

Det at vokse op med en psykisk sårbar mor, har ikke kun gjort Helene mere selvstændig og moden end andre på hendes alder. Helene forklarer også, at hun har nemmere ved at se, hvordan andre mennesker har det. Helene har hele sit liv skulle aflæse hendes mors humør og tilstand, hvilket har givet hende evnen til at være mere opmærksom på andres humør og følelser. Det har gjort Helene til en meget omsorgsfuld person, der er fast besluttet på at være der for hendes venner og bekendte, fordi hun netop ved hvordan det er at blive svigtet: ”Jeg har det sådan, at jeg vil altid være der for alle andre, lige meget hvem det er.”

”Det hjælper at være omkring andre mennesker, når man har det dårligt”

I dag bor Helene for sig selv. Hun har taget turen fra Sjælland til Fyn for at studere på Søfartsskolen i Svendborg. Men hun har stadig kontakt til nogle af de andre, der deltog i terapiforløbet, og de bruger fortsat hinanden til at tale om både de udfordringer og de gode oplevelser, de har som pårørende.

”Det bedste man kan gøre er jo bare at være sig selv og komme ud og lave nogle ting og ikke sidde fast derhjemme, fordi man tror at det hjælper. Det hjælper at være omkring andre mennesker, når man har det dårligt,” fortæller Helene mig, inden vi siger farvel.

____________Helene er i dag 18 år gammel og går på Søfartsskolen i Svendborg______________


  • Comments(1)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by helene Wed, December 09, 2015 17:24:24

du er da bare for sej søde helene <3 knus gitte