Unge pårørende

Unge pårørende

En blog for pårørende

Her på bloggen kan du læse reportager, interviews, debatindlæg og historier udarbejdet af BPUs frivillige og andre pårørende som har ønsket at dele deres historie. Du vil forhåbentlig få mulighed for at hente både inspiration og viden og desuden kunne udveksle erfaringer, tanker og følelser omkring din egen situation i et trygt forum, hvor vi respekterer og passer på hinanden. ♥

Skriv meget gerne til os på bpunettet@gmail.com, hvis du ønsker at bidrage med din egen historie eller på anden vis ønsker at være med. Alle er mere end velkomne!

BPU anbefaler

BPU anbefalerPosted by BPU Thu, February 11, 2016 21:18:00

BPU anbefaler bogen ”I morgen var jeg altid en løve” (2008) af Arnhild Lauveng, Cand. Psych.

”I morgen var jeg altid en løve” giver et unikt indblik i den psykisk sårbares verden.
Ved Amanda S. Freiesleben

Arnhild Lauvengs selvbiografiske bog er en enestående beretning om de ni år hun var ramt af psykisk sygdom og hendes kamp for at blive fri af den skizofreni, der tog hende som gidsel og satte tiden i stå. Arnhild, der i dag selv er psykolog, ser tilbage på det der styrkede og svækkede hende i den lange kamp mod angst, vrangforestillinger og stemmer.

Arnhild er teenager, da hun begynder at høre en stemme ved navn Kaptajnen. Kaptajnen vil have hende til at lave hendes lektier om. Det kan gøres bedre, mener han. Næste gang er det igen ikke godt nok, og sådan fortsætter Kaptajnen med at presse Arnhild til at gøre det bedre. Han skælder ud og tvinger hende til at gøre skade på sig selv, fordi hun stadig ikke er god nok.

Arnhild begynder at bruge mere og mere tid sammen med Kaptajnen, og mindre og mindre tid med de mennesker, der er omkring hende. Hun forsøger at søge hjælp selv, men bakker ud inden nogen når at hjælpe hende. Arnhild begynder at se mærkelige ting, som uhyggelige ulve der lusker rundt i byen i Norge, hvor hun bor. Verden omkring hende ændres og hun bliver indelukket og bange. Heldigvis har hun sin mor, som ser at noget er galt: ”Mor så selvfølgelig ikke ulvene, og hun hørte ikke Kaptajnen. Men hun så, at jeg spiste mindre, og at jeg ikke ville spise mere, ikke engang når hun pressede mig til det. Hun så, at jeg blev bleg og træt og tynd, og selv om hun nok ikke vidste, hvor lidt jeg sov, så vidste hun, at det var for lidt.”.

Som 17-årig indlægges Arnhild på den lukkede afdeling og diagnosticeres efterfølgende som skizofren. I de kommende ni år er hun skiftevis ude og inde fra forskellige indlæggelser – nogle er få dage på akutafdelinger, andre i et til to år på åbne eller lukkede afdelinger. Som 26-årig bliver hun indlagt for sidste gange. Hun er nemlig ved at blive rask, selvom ingen dengang vidste det, udover hende selv.

I dag er Arnhild Lauveng selv uddannet psykolog. Hun er dermed en af de få, hvis ikke den eneste, der har set psykiatrien fra både patientens og behandlerens side. Hendes bog giver derfor et unikt indblik i psykiatriens verden og i de tanker og overvejelser hun har gjort sig, både da hun var syg og i hendes efterfølgende tilbageblik. Arnhild indvier ærligt og levende hendes læser i det skæve, uhyggelige men også forunderlige univers, hun oplevede som psykisk syg. Læseren får derfor en både lærerig og spændende indsigt i hvordan hendes verden så ud da hun var syg, og hvad der hjalp hende til at blive rask. Herudover bekræfter bogen den pårørendes værdifulde betydning for den psykisk sårbare, som i bogen er Arnhilds mor og søster, der på intet tidspunkt tvivlede på, at skizofrenien kunne bekæmpes, og som bogen derfor også er dedikeret til. Bogen kan anbefales til alle, der ønsker en større forståelse af de processer en psykisk sårbar gennemgår og for, hvordan det egentligt føles at være psykisk sårbar.


Uddrag fra bogen:

”Meget senere, da det var blevet forår, fik jeg lov til at rejse hjem en tur. Det var over et år, siden jeg sidste havde været hjemme, og jeg glædede mig meget, selv om det ikke var en rigtig ferie, bare nogle få timers besøg sammen med to fra personalet. Mor havde på forhånd spurgt afdelingen, om der var noget særligt, hun burde tage hensyn til, noget særligt hun skulle tænke over? Hun havde fået det svar, at hun burde fjerne knive og spidse genstande samt ting, der kunne knuses, og som hun satte pris på. Hvis hun ønskede at servere noget for mig, måtte hun bruge paptallerkener og engangskrus.

Selvfølgelig ønskede mor at servere noget for mig. Hun er mor, i høj grad mor, og når hendes lillepige ikke været hjemme i over et år, ville hun selvfølgelig ikke lade mig komme besøg uden at give mig mad. Det var forår, og hun havde købt jordbær. Hun havde pisket flødeskum, sådan som jeg bedst kan lide det, og hun havde bagt min yndlingschokoladekage. Og spørgsmålet om paptallerkener havde hun diskuteret længe og grundigt med min søster. De var begge helt enige.

Da jeg så kom hjem den majdag, var der ryddet op på mit værelse, og der stod friske blomster på natbordet, selv om jeg kun skulle være der et par timer. Jeg smed mig på vandsengen og kunne mærke, at den stadig var varm. Et år efter, at jeg havde været hjemme sidst, og uden noget håb om overnatningstilladelse inden for en overskuelig fremtid, havde mor alligevel ikke lukket for varmen. Dens stod klar og ventede på mig, indtil jeg kom hjem. Og i dagligstuen var kaffebordet dækket. Friske blomster, broderet dug – og rosenkopperne. Arvegodset. De allerflotteste og fine kopper, mor ejer og har, af tyndt, tyndt porcelæn med fine, lyserøde roser og snirklet guldkant. Hver kop et lille nostalgisk vidunder af ynde.

Mor havde set mig knuse kopper mange gange før. Hun vidste, hvor lynhurtig jeg kunne være, og hvor umuligt det var at stoppe mig, før skaden var sket. Alligevel dækkede hun op med sine rosenkopper i fuld tillid til mig, som så mange gange havde vist, at jeg overhovedet ikke kunne betros en kop. Og selvfølgelig knuste jeg dem ikke. Selvfølgelig svigtede jeg ikke hendes tillid. Kopperne og kaffebordet var udtryk for hendes forventninger til mig: Du er stadig min pige, Arnhild. Du er stadig hende, der sætter pris på smukke ting, og som værdsætter din familie og traditionerne og det vigtige i livet, såsom skønhed. Du kan aldrig blive så vanvittig, at du knuser det smukke og værdifulde, og du kan aldrig bliver så syg, at du ikke længere kan vurdere, hvad skønhed er – du er stadigvæk vores pige. Her er du ikke en skizofren patient; hjemme hos os er du Arnhild.

Det vil jeg aldrig glemme. Efter måneder og år med forventninger om sindssyge, med diagnoser og beskrivelser, fik jeg nogle lysende majtimer, hvor jeg slubrede te og tillid i mig af kopper af tyndt porcelæn. Det var helt fantastisk og lige netop det, jeg trængte til på det tidspunkt.” (Side 67-68)


Andre udgivelser af Arnhild Lauveng:

”Unyttig som en rose” 2009

”Egentlig altid mest levende” 2012



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.